LYSPUNKTER

Solen har skinnet, så det har været en fornøjelse hele formiddagen, selvfølgelig har jeg glemt mit kamera; det har nu ikke afholdt mig fra at nyde solen, mens jeg skraber og pudser udvendige vinduer.

Posten kørte ind på gårdspladsen, mens jeg arbejdede på den anden side, og jeg så godt, at hun gik ind i folkerummet i stedet for at bruge postkassen.

Da jeg kom ind til frokost, lå en pakke på bordet til mig!

I pakken var det smukkeste krus og et skønt kort med dejlige ord.

En ung sygeplejestuderende, som nu er sygeplejerske,fandt min blog, og har jævnligt inspireret mig med sine kommentarer; vi har en fælles interesse i emnet kontakt til pårørende efter dødsfald på sygehus, så jeg sendte for nylig kopi af noget materiale, jeg havde modtaget om emnet. Nu kan jeg sætte mig ned, lave en kop Kusmi te, for der var også tebrev med, mens jeg tænker på ,hvor heldig jeg er.

Tusind tak Ditte :-)


mit krus er med et smukt rådyr :-)

og billedet er her fra

ET MÅLTID

Efterhånden er det mange måltider mad, jeg har indtaget i mit liv, der er de store fabelagtige med lækker mad og eminente vine. Der er måltider på slotte og herregårde; det lyder fint, men selv den slags steder skal jo overleve, så vi almindelige kan købe os ind til lidt af glansen ;-)

Og så er der dem, som egentlig ikke er noget særlig,hvis man ser på selve maden, men stemningen gør, at det måltid mad huskes.

”Indianerfrokosten” som min kæreste kaldte det; hvor køleren på bilen blev spisebordet, og lidt mad og drikke var blevet indkøbt i en lille butik i Frankrig eller Italien. Dengang var han vidt berejst tømrer, nu er han landmand med hang til motorcykler; så vi forsætter med frokost ved vejkanten, nu blot på to hjul.

Jeg husker også de gange, hvor jeg tog mig sammen og smed hund, børn og madkurv i bilen og kørte hen til den mark, hvor landmanden høstede, og så sad vi der i grøftekanten eller, hvis det blæste, inde i bilen og hyggede os.

Sønnen arbejdede hjemme i går, datteren kom fra København og jeg fra arbejde, og da vi alle var samlet, lavede jeg risklatkager, som blev nydt i det nye køkken sammen med en kop te, inden vi skiltes igen. Det nød vi vist alle.

Og fagligt? Ja så er vi snart færdige med at afvikle kursus for alle om spiseproblemer/synkeproblemer. Og netop dette ikke at kunne spise eller at man savler/smasker/spilder, fordi man er halvsidigt lammet, har svært ved at føre bestik til munden, er lammet i ansigtsmuskulaturen, gør at de mennesker ofte bliver socialt isoleret. Tænk over hvordan vi møder andre mennesker, nye bekendtskaber? Vi byder ofte på noget at spise og drikke, det ligger i vores kultur, at sådan mødes vi. Og hvis man så har dysfagi (spise eller synkeproblemer) så vælger man ofte samværet fra. Kurserne har alle været glade for, nu kommer så det seje træk, hvor jeg skal være tovholder for, at vi får ændret på det, der skal ændres og holder fast i det, vi allerede gør godt.

Men det bliver ikke nu, der er 3 fridage med maling og klargøring af huset, derudover samvær med vores børn, og det sidste er det vigtigste, så jeg prøver at overtale landmanden til en enkelt fridag i morgen fra huset. Lad os se om det lykkes ;-)

BLOG HVAFFORNOGET?

En forårsdag i 2006 læste jeg en artikel i den lokale avis, her stødte jeg for første gang på begrebet en blog, og de havde et link til en kreativ og livsklog kvinde i Gug.

Jeg satte mig foran computeren, tastede adressen ind, og så var jeg solgt. Det forår var jeg på kursus på Hvidovre hospital og jeg kan huske, at jeg listede mig ned om morgenen og tjekkede bloggen på hotellets computer. Mine kolleger syntes, jeg var skør, og jeg kunne ikke forklare, hvorfor det at læse med om en anden kvindes liv gav mig så meget. Jeg følte, der blev spredt glæde ved hverdagen, jeg følte en inspiration til at fokusere på det smukke i hverdagen, følte en glæde ved at læse ord, som beskrev hverdagen.

Så fandt jeg ud af at trykke på links i kommentarfeltet, og hermed mistede jeg tidsfornemmelsen. Hvor det tidligere var mig, der satte æggeuret ind til sønnen med en kommentar om, at han da vist skulle passe på ikke at lade sig helt opsluge af computeren, ja så blev det ham, der kom hen med æggeuret til mig ;-)

I september samme år forsøgte jeg mig så med min egen blog, og det har givet mig en glæde ved hverdagen, det har givet mig lyst til at fotografere, det har givet mig et bedre skriftlig sprog, det har givet mig gode tanker om mit arbejde som sygeplejerske. Og ikke mindst har det givet mig mulighed for at møde utrolig mange forskellige menneskers syn på livet, det er en rigdom og en daglig glæde.

Alt dette fordi jeg en forårsdag trykkede mig ind på en ganske særlig blog, hvis indehaverske har fødselsdag i dag.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen Liselotte.

SPÆNDT

Jeg har kun mig selv at takke for, at jeg føler mig som en buestreng, der spændt til bristepunktet.

Landmanden holder en jagt om året, de fleste gange går han uden gevær. Den første weekend i november duede ikke, der skulle være et rum, som der kunne serveres morgenmad og frokost i for jagtgæsterne.

Så starter landmandskonens fejlvurderingsrække:

Landmanden vil gerne anden weekend i november, landmandskonen skal i aftenvagt.

Jamen vi er kommet langt med ombygning, så folkerummet kan bruges (hvornår er ombygninger nogensinde gået efter planen?)

Jamen jeg henter rundstykker og vi køber mad udefra ( der skal jo også laves kaffe/te, dækkes bord, vaskes op etc, det glemte du vist lille landmandskone)

Og du glemte også, fru sygeplejerske, at du ikke havde fri som normalt dagen efter aftenvagterne, men skulle være kursusleder fra 7.30 – 15.30


Så hvem knoklede med at få flyttet ting fra folkerum og få gjort rent fredag og lørdag før aftenvagterne? Landmanden knoklede med bryggers og fodlister rundt omkring.


Hvem drønede rundt søndag for at få enderne til at mødes inden aftenvagt?

Aftenvagterne var de mest rolige, jeg nogensinde har oplevet, og det var godt!


Kurset gik godt, fridagen i dag er blevet brugt på at få køkkenet gjort klar til brug, og aftenen er brugt sammen med min far. Jeg burde ligge i min seng, for i morgen kalder sygeplejejobbet igen, men jeg har brug for lidt tid for mig selv.



Søndagens vejr var pragtfuldt, og jeg nåede at komme ud og trække lidt frisk luft med kameraet.

Nu er det skrevet, det er sagt højt til mig selv, mon ikke jeg husker det næste gang, jeg tror, jeg er superkvinde.

WEEKENDFRI

3 aftenvagter banker på.

Bloggen derimod holder weekendfri


Ha en rigtig god weekend.

GLÆDEN VED INDKØB

Min mors faster var frøken og afdelingssygeplejerske på en afdeling på Aalborg Amtssygehus, hun var vel fra en tid hvor sygeplejen var et kald; dengang hvor delt arbejdstid var normalt for en leder, så man havde styr på både dag – og aftenvagter.

Hun boede i en lille lejlighed i en af sygehusets bygninger fyldt med frøkner som hende, det blev kaldt jomfruburet. Jeg har også boet i det, da jeg var nyuddannet og ny i Aalborg. I mit hjem hænger et smalt spejl, som har tilhørt faster E., det var meget smalt, det skulle passe til indersiden af de smalle skabe i den lille minimale entre. I min skænk står en kop, som også tilhørte faster E, med sygehusets monogram på.

Jeg er ud af en familie, hvor man ikke købte på afbetaling, det var starten på en rutschetur, som man ikke kunne styre; næh opsparing til det man ønskede sig var den rigtige måde.

Faster E. ønskede sig inderligt et tæppe til gulvet, og der var lange udsigter til, at pengene var sparet op, så hun købte resolut tæppet på afbetaling. Og siden fortalte hun sine niecer og nevøer, hvor godt det var. Det var en stor glæde, da tæppet blev lagt på gulvet i den lille lejlighed, og det var en stor glæde, hver gang hun gik ned i butikken og betalte et afdrag. Hver gang mindedes hun, hvor megen glæde tæppet gav i hverdagen; hver gang kunne hun gå hjem og kigge på det smukke tæppe.

Vore nye vinduer har både i går, i dag og såmænd også i morgen givet anledning til glæde hos mig. Jeg har vasket, skrubbet, gnubbet og skrabet vinduer til den store guldmedalje. Det viste sig i går, at det gummiagtige materiale, man bruger i forbindelse med fremstilling af vinduerne, endnu sidder i rigelige mængder på glasset. Og først i dag har jeg fået fat i glasskraber og super gode mikroklude, så nu er alle 144 små vinduer rene indvendige, i morgen får de udvendige en tur mere, men denne gang med skraber og mikroklud. Jeg har frydet mig over de smukke vinduer, jeg har glædet mig til at kunne stille blomster og andre ting i de brede vindueskarme; ikke mindst har jeg tænkt over gode ting til at pynte vinduerne med til jul.

Og så glæder det mig, at jeg har bedre hukommelse end landmanden, han kan i hvert fald ikke huske, at vi er blevet enige om fremover at få vinduespudser til de udvendige vinduer ;-) det kan jeg!

og billedet? Det var, hvad der lå på den bærbare ;-) Et billede fra datterens ophold i Paris. Godt man ikke skal pudse vinduer i Eiffeltårnet.

MUSIK OG SANG

Jeg havde undret mig over, at min far altid havde fjernsynet tændt, når jeg kom på besøg. Det kunne også være om formiddagen, men sidste gang lagde jeg mærke til, at det var DR2, der kørte, og så forstod jeg det.

I dag har jeg sendt en kærlig tanke til min far (og min mor), jeg har strøget, mens jeg har haft DR2 tændt, her sender de nemlig P2, når de ikke sender programmer. Min mor havde altid radioen tændt modsat mig, og de senere år var det P2, der var det foretrukne.


Min far har så fundet ud af, at DR2 sender musik om formiddagen, derfor er fjernsynet tændt. Han bruger ikke sin radio mere, men han nyder helt sikkert musikken, som forbinder ham med min mor. Forrige gang, jeg var hjemme, sang vi også, og jeg har besluttet mig for, at det skal vi gøre fremover, min far elsker at synge, men hvor tit synger vi egentlig i hverdagen? Jeg synger i min bil, landmanden synger i badet, men vi sætter os ikke med højskolesangbogen eller salmebogen og synger i det daglige. Og mange steder, hvor mennesker forsamles enten til møder, foredrag eller arbejde, har man fravalgt at starte med en sang, selvom alle er enige om, at det giver en god start.


I går fik jeg dog luftet sangmusklen, det var så godt at være tilbage i gospelkoret, og så var det skønt at høre, at nogen savner mig ;-) jeg havde også savnet dem.

Hvor tit synger du?

SLET SLET SLET

Alle får dage, hvor de dykker i energi - og humørniveau.

Jeg gør køleskab rent, et helt konkret arbejde, der skal ikke tænkes, blot arbejdes. Den får ikke får lidt med klorin og skrubben. Vi håber, at det ikke er færdig, elektrikeren mener, det er strømforsyningen, den er galt med.

Jeg mangler vist også lidt strøm ;-) Så når hovedet ikke kan holde ud til at være nedad, og hænderne skal have en pause, så sidder jeg ved computeren og sletter arbejdsmail. Big Brother har meddelt mig, at jeg(min postkasse) er ved at blive for stor, så jeg sletter og sletter. Det er fordelen ved aldrig at smide ud, for når man endelig går i gang, så er der så meget, der er forældet, at jeg bare kan trykke på delete knappen.

TIRSDAGSNYDNING

Restemad er ikke det værste, der findes.


Kartoffellys og nej det er ikke kartofler med væge ;-)


Lyset fra i sommer, da en smuk og dejlig kvinde kom på besøg.


Blomster fra vores norske studerende, som i dag er rejst hjem til Bergen.

Der er tid til nydning. Ha en god aften :-)

ANDEN?

Øh midt under kursus i dag går det op for mig, at det er Mortens aften i aften.

Det fejrer vi en anden dag.

Og tidligere år har vi da fejret det et par gange.

HOV HOV, en lille tilføjelse: Jeg kom lige i tanke om, at vi på kurset fik et stort stykke Gåsebryst(kage), og der blev et stykke tilovers, som landmanden fik. Så lidt fugl er der da over dagen her :-)