Snefyldte dage

 Sneen er ved at miste sit tag, men der er stadig sne og is på vejene i skoven. Tøvejret gør det glat at gå, der hvor vi har trampet en sti.

Gemalen havde travlt med at rydde sne, så vi kunne gå uden at få støvlerne fyldt med sne. Vi er glade for vores brænde fra gården, det varmer godt, for selv om vi har varme i gulv og varmepumpe, så skulle der skrues betydeligt mere op for varmen end nu, hvor brændeovnen sender sin varme ud i huset.

De sidste dage er vi kørt til stranden for at gå tur, fordi vejene omkring os i skoven er fyldt med sne, og der er flere steder is nedenunder, så det er lumsk at gå ture her. Snerydning er man ikke kommet til endnu , sommerhusområdet er sidste prioritet. Heldigvis har de andre fastboere åbenbart en aftale om fælles at bidrage til at få ryddet vejen fra den offentlige vej ned til vores sidevej. 

Men selv på stranden er det lumsk, nu hvor sneen er på vej væk og afslører isen. Jeg præsterede at falde i søndags, og mit eneste fokus var at beskytte min brækket arm, så bagdelen måtte tage faldet. Så er det godt, at jeg var polstret med tykt tøj og naturlig polstring :-)

Jeg mindes de gange, landmanden tog traktoren med sneplov og kørte foran mig på den kommunale vej, så jeg kunne komme på arbejde og vores medarbejder også kunne komme på arbejde. Vores kommunale vej var nedprioriteret til at blive ryddet sidst på dagen, selv om der var stalde, hvor der skulle foder til dyrene og vi skulle have de færdigsorterede kartofler til butikkerne i lastbiler.

Vi har heldigvis stadig vores firehjulstrækker, så min bil står stille i carporten, det gør den så af flere grunde. Sne og en brækket arm er no go for kørsel. Hold nu op hvor jeg savner at kunne sætte mig ud i bilen og køre en tur. Snevejret plejer ikke at holde mig tilbage, blot der er ryddet nogenlunde på vejene. 

Jeg må indrømme, at jeg føler mig indespærret, jeg er på mange måder afhængig af gemalen. Han hakker grøntsager, rører i gryder, løfter gryder, løfter tunge ting, skruer låg af, osv. Jeg hader, at jeg ikke kan gøre som jeg plejer, og det jeg gør, tager energien fra mig, så jeg får ikke lavet nogle af de hængepartier, jeg reelt set godt kunne starte på. Men jeg minder mig selv om, at jeg er heldig. Om ikke så lang tid kommer gipsen af og så kan jeg starte genoptræning, så jeg kan komme i gang med de ting, jeg gerne vil.

I fredags var jeg til senior/barselkaffe på mit afsnit. Det var ganske enkelt helt fantastisk at se mine gamle kolleger. Jeg savner dem, savner at høre om deres liv, savner at høre om deres syn på sygepleje. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning, det var det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Mine kolleger havde travlt, men gav sig tid til at hilse på unge og gamle, barselskvinderne med deres babyer og seniorerne som lige skulle opleve det gamle afsnit, før det flytter ud på det nye hospital. 

Det var på alle måder livgivende og bagefter gik jeg ind til byen, fik handlet te og andre ærinder, før gemalen samlede mig op igen. Sådan en fredag formiddag trængte jeg til. Og jeg elsker stadig sne, for som mine billeder måske viser, så har jeg haft den smukkeste udsigt de sidste uger.

Når nu man ikke kan sove

 så kan jeg jo lige så godt kigge bloggens indlæg for d. 8/1 gennem årene. 18 indlæg er det blevet til. Og de har kredset om det samme. Forundringen over at se mit lille barn vokse og blive voksen. Kærligheden til min datter. Bekymringerne, som ligger mellem linjerne i indlæggene, når livet med modgang og sygdom har udfordret hende. Minderne om barndommen og ungdommen. Taknemligheden for alle de talenter, hun har fået og har udforsket og afprøvet. Glæden over at se min datter og hendes bror som voksne, skønne mennesker, som jeg oprigtigt nyder at være sammen med. Og nu bliver min datter 40 år.

Tænk at jeg har en datter, som bliver 40 år. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min dejlige datter.

Den nat for 40 år siden sov jeg heller ikke så meget. En fødebriks er ikke det bedste at sove på, og jeg vidste jo, at når morgenlyset dæmrede, skulle fødslen sættes i gang. Dengang for 40 år siden var der varslet snestorm d. 10/1, som var terminsdagen. Heldigvis besluttede du dig for at komme for tidligt, så vi undgik at skulle køre de 29 km til sygehuset i traktor, hvis nu vejene lukkede. 

Snestormen som blev varslet til i går og i nat, blev ikke til noget her hos os. Men masser af sne har vi fået. Men vi skal nok komme til fødselsdagsfejring en af de næste dage. 

I dag fejrer du fødselsdag med din kæreste. Jeg ønsker for dig og jer, at livet vil være god ved jer. Det er en spændende tid I går i møde.

Scott passer på den nye beboer på gården, januar 1986

Kære Dagbog, del 2 - Så er det nu!

Den 26/11 2025 havde jeg min sidste arbejdsdag. De sidste papirer blev smidt ud, de sidste virtuelle mapper blev gennemset, nogle flyttet til min kollegas mapper, i tilfælde af hun får brug for dem. Det meste af det, jeg havde i mit skab, mindede mig om alt det, jeg har været involveret i. Alt det arbejde jeg lagde i nye arbejdsgange, nye retningslinjer, ny undervisning, ny forskning som ændrede rutiner, nye tilbud til patienter og pårørende, alle de patienter jeg har undervist og plejet, osv.

Den 27/11 holdt jeg afskedsreception. Der var forud for denne tænkt så mange tanker på alle de mennesker, der har haft betydning for mit arbejde, for udvikling af sygeplejen på mit afsnit, for udvikling af mig som menneske og sygeplejerske. 

Dagen blev en skøn dag, hvor jeg følte mig omgivet af omsorg, anerkendelse, venskab, hjertelighed, godt samarbejde. Og jeg følte mig dybt taknemlig for det, jeg har oplevet, siden jeg d. 2/1 2000 trådte ind på neurologisk afdeling.

Jeg har tænkt på alle de mange patienter og pårørende, som jeg har mødt i mit liv. Altid har jeg syntes, at jeg valgte det bedste fag og job, hvor jeg fik lov til at sætte mig selv til side for at fokusere på et andet menneskes situation og hjælpe og støtte det menneske til at håndtere denne nye og totalt ukendte situation. 

Nu er det slut! D. 1/1 2026 er jeg officielt pensionist.

Jeg skal finde en måde at være i livet på. Jo vist; jeg er mor, svigermor, farmor, kommende mormor, søster, svigerinde, faster, moster, tante og hustru. De relationer har jeg heldigvis stadig i mit liv, og jeg er dybt taknemlige for dem. Men jeg håber også, at jeg finder noget, der er Lene. Jeg synger i kor, jeg ror havkajak, jeg går ture. De kristne stilhedsretræter er også kommet for at blive. 

Men lige nu er det december og ferietid, så jeg har givet mig selv lov til ikke at forholde mig til, hvad livet skal indeholde i fremtiden.  

Juletiden blev dog anderledes, end jeg havde regnet med. Det går fremad med den brækkede arm, og heldigvis ingen operation. Jeg fejrer de små fremskridt som at jeg nu selv kan sætte pose på arm, tape den, gå i bad, tørre mig, tage pose af og komme i tøjet (inkl. BH). Føntørring af hår er dog ikke på mit CV lige nu, så juleaftensdag fik gemalen lov til at øve sig på denne nye opgave. Det blev til topkarakter. De andre dage må jeg leve med det naturlige look.

Dybest set er jeg dog taknemlig. Dette går over, jeg ved, at jeg kommer til at kunne bruge højre arm. 

Jeg tænker tit på de mennesker, der af den ene eller anden grund resten af deres liv må undvære brugen af en arm eller ben, og endda ofte sammen med kognitive følger som eksempelvis hukommelsesproblemer, manglende struktur/overblik/koncentrationsevne. Ofte følger trætheden med som en trofast følgesvend. Og det er ikke så sært, hjernen er jo konstant på overarbejde. 

Solen skinner og jeg kan heldigvis gå lange ture, så jeg må hellere af sted.

Glædelig 5. juledag

Kære dagbog, del 1 - her har været stille et stykke tid

 og det skyldes ikke, at jeg ikke har det godt, for det har jeg. Jeg tror faktisk, jeg mistede ordene til at skrive/beskrive min hverdag, fordi der er sket så meget i dette år og at det med at stoppe som sygeplejerske, flytte, bo i sommerhus og bygge hus måske fylder mere, end jeg har indset.

I år skal vi for første gang slet ikke være sammen med vores børn i jul eller nytår. Men som min mand så klogt sagde en gang, da yngste var fyldt 30, vi har haft 30 juleaftner sammen med jer, I skylder os ikke noget. Fejr jul, hvor I gerne vil. 

Og så er det glædeligt, at de skal fejre jul sammen med deres kærester, børn og kommende barn ( jeg skal nemlig være mormor) med deres svigerfamilier. Nytåret fejrer vores to børn sammen med kærester og børn i Trondheim.

Vi holdt julehygge med datteren og svigersønnen i weekenden, hvor vi udvekslede gaver. Flæskesteg med Taffelchips til sovsen var på menuen efter ønske fra datteren. Vi er blevet eksperter i at ændre planer, og det er nok en meget god øvelse for det kommende forældrepar. Datteren havde fået ondt i ryggen, så der var ordineret ro og ikke en masse bilkørsel, så vi flyttede mor og fars køkken hjem til dem.

Forrige uge fløj vi til Trondheim for at julehygge med S og Å og deres forældre. Vi havde glædet os og det havde de også. S er nu knap 4,5 år og har taget syvmileskridt i sin udvikling siden sommerferien. Han er så god til at koncentrere sig om byggeri med Magnatiles og Lego, elsker at vi læser bøger og elsker også at vi er vilde sammen. Og så er han så god til sin lillesøster, som er 1 3/4 år. Hun vil det samme som sin storebror og er en rigtig charmetrold. Hun er overalt og er ikke bange for noget.

De første dage passede vi Å og S, fredag inviterede vi familien på familierestaurant i Tyholttårnet, som er et telekommunikations -og radiotårn. Lørdag tog vi til julemarked på Trondheim torv. Vi hyggede os, spiste lune vafler på pind dyppet i chokolade, nød rensdyrburger i en lavvo, prøvesmagte lokale specialiteter i madteltet og vi ville så slutte af med tur i pariserhjulet.

Det kom vi så aldrig, for efter at have spurgt om vi kunne være alle 6 i én kabine, gik jeg ned ad rampen og valgte at skrå over rampen næsten nede. Jeg overså blot en kant med huller i. Min fod satte sig fast og jeg faldt pladask på brostenene, og der var ingen tvivl, min højre arm ved håndleddet var brækket.

Så gemalen og jeg tilbragte resten af lørdag aften på St. Olav hospitalet. Det var dygtige mennesker vi mødte, og røntgen viste, at bruddet havde forskubbet knoglerne, så de blev rykket på plads i lokalbedøvelse. Nu venter jeg spændt på røntgenkontrol i morgen, for de advarede mig om, at det kunne forskubbe sig igen, og så blev det operation. Hold nu fast hvor er det irriterende at skulle bede om hjælp til de mest basale ting. Men jeg er dybt taknemlig for, at foden dog slap løs, for ellers havde jeg måske også haft brud på anklen/benet.

Søndag hyggede vi os sammen med spil, og sønnen bagte æbleskiver i adventsgaven fra os. Æbleskiver er nemlig ikke noget man kan købe i Trondheim. 

Julen 2025 bliver anderledes, der er pyntet lidt i sommerhuset, og vi skal holde voksenjuleaften sammen svigerinde og svoger. Det glæder jeg mig til.

Må I få en glædelig juleaften. 

A spoonful of sugar, duplo, ekstra bordplade, et telt og så blev der ferie.

 A spoonful of sugar

Sidste år lavede jeg hyldeblomstsaft for første gang  og havde glædet mig til at servere det for familien. Det blev der ikke noget af, for det var surt. Ferien startede for en uge siden for mit vedkommende  og samtidig med den kom også den lille norske familie og i mandags kom datter og kæreste. Efter googling prøvede jeg igen med at blande saften, men denne gang kom jeg nogle teskefulde sukker i kanden. Og nu er vi i gang med nummer 2 flaske. Og så fik jeg Mary Poppins sang på hjernen og nynner nu a spoonful of sugar helps the medicine go down. 

Duploklodser

Kassen med duploklodser samt de andre kasser med børnebøger, legetøj, strandsager, børnesengelinned, trio trap stole osv. er nu hentet fra hems, container og depot. Det har været et puslespil at få sommerhuset, som nu var blevet transformeret til vores faste hjemsted, forvandlet til sommerhus med plads til 8 mennesker og ikke at forglemme 2 store ruhårede hønsehund.

En ekstra bordplade

Heldigvis er spisebordet født med en ekstra bordplade, så den blev hentet og hundene var mere i hundegård end ellers i den første tid. For med en lille trold på 16 måneder, der stavrer rundt og undersøger alt, inklusive at slikke på hundene og de på hende, skulle der lige lidt tilvænning til. Nu har de vænnet sig til hinanden. Hedebølgen er kommet, så hundene skal være der hvor der er køligt og det samme skal menneskerne i huset. Og det er ikke hundegården for nogens vedkommende 

Et telt

Under oprydningen på gården fandt vi et helt ubrugt telt. Ikke om vi kan huske hvornår det er købt

 Det kom med landmanden på motorcykeltur til motorløb i Holland og fungerede fint. Så vi havde lovet glampingtelt til datter og kæreste, det afprøvede de én nat, og så kom regnen og med den afsløringen af et utæt telt. Det havde åbenbart ligget for længe uåbnet, så alle forseglinger var mørnet. 

Nu er kontoret én kæmpe masterbed mellem skrivebord og reol, så morgendagens kontorstund må tilbringes på knæ på en luftmadras.  Kæresten er taget hjem på arbejde og datteren rejser på tirsdag, så vi klarer den.

Ferie

Indtil nu har næste generations voksne og ældste barnebarn været på stranden og i vandet utallige gange. Utallige gange kører opvaskemaskine,  vaskemaskine og tørretumbler. Alle har vist trådt på en duploklods. Alle har nydt samværet.  Alle går eller løber ture eller dyrker yoga. Vi har grillet, købt os til nemme aftensmadsløsninger, spist jordbær og koldskål i rigelige mængder. Vi har alle været i Fårup sommerland en hel dag. Og i dag er den lille norske familie og jeg taget dertil igen. Jeg er børnepasser for yngste som sover sødt i barnevognen og senere slutter datteren sig til os, når badeland skal afprøves.

Kajak

Landmanden og jeg drog til Nibe i går aftes. Færdighederne fra kajakskolen skal holdes ved lige, så vi sejlede 12 km i alt fra Nibe til Klitgårde Fiskerleje og retur på en næsten spejlblank fjord. Det var skønt ligesom morgenturen for en uge siden, inden feriegæsterne kom. Det bliver skønt,  når vi næste år bor i  Nibe, så er det bare en lille cykeltur ned til vandet.

Middelaldermarked.

Hvert år afholdes middelaldermarked på Voergård slot. Sidste år havde vi en dejlig dag sammen og i år drog hele familien af sted på en varm sommerdag. Det blev en god oplevelse for både børn og voksne. Alle syntes, at falkeshowet var spændende. En god formidler og en dygtig ladyfalk gav os en fornemmelse af falkejagten i middelalderen. Det kan jeg varmt anbefale. Og selvfølgelig skulle vi have mjød med hjem fra en dygtig mjødbrygger.

Og så havde farmor glemt at de små fugle fik de smukkeste fugletoner frem, når der kom vand i og man blæste i den. Troede blot de var en fløjte

Børnebørn 

Vi kan ikke hjælpe i hverdagen, når børnebørn er syge eller forældrene har brug for børnepasning, så vi nyder disse uger, hvor vi tager S på snart 4 og Å på 16 måneder om morgenen og lader alle andre sove. Å står tidligt op, så vi får lært den lille pige at kende, når vi har hende for os selv. Hun er det skønneste charmestykke, og når S vågner kommer der gang i al legetøjet. I år siger jeg utallige gange hans fars navn, når jeg taler med S. For han har samme fantasi som faderen og er vældig god til at lege selv, hvor han går ind i en anden verden. 

Vi har endnu en uge sammen med børnebørnene og den skal nydes i fulde drag. Håber sommeren er god ved dig. 

Kajaktur til Navet ved Sebbersund

Blæsten går frisk

 Jeg må indrømme, at mit hoved og min krop ikke orker mere blæst. Det er som om det forplanter sig ind i mit indre og gør mig så usigelig træt. Energien forsvinder, så snart jeg træder udenfor og håret står i alle retninger. Jeg har aldrig forstået dem, der ville bo i første klitrække. Det passer mig godt at kunne gå til havet, men at bo i pæn afstand fra den.

Lige nu  sidder jeg og hepper på mig selv. Jeg er alene hjemme og hundene skal luftes. 5,5 km, jeg ved, det gør mig godt, det gør hundene godt og det tager godt en time (Ellen, det betyder så lidt mere end en time hos mig). Bagefter vil jeg nyde et varmt bad.

Hundene har affundet sig med, at deres bedste ven ikke er her i disse dage. Når blot de bliver luftet, får mad og får en god travetur, sover de det meste af dagen. Men der bliver glæde i det lille hjem, når det fjerde medlem af husstanden vender hjem i dag.

Jeg var på langtur i fredags, endelig fik jeg afleveret de bøger, jeg ikke nænnede at smide ud, til Bogby9520. Bøgerne er blevet opbevaret i min bil, siden vi flyttede. Nu mangler jeg blot en tur på genbrugspladsen med de bøger, som skal kasseres. Så er min bil kun en bil igen og ikke en mindre genbrugsplads. Bagefter måtte jeg forbi Nibe for at hente et tørklæde, jeg havde glemt dagen før. Vi havde holdt afslutning med kajakskolen, det var rigtig hyggeligt. Jeg kommer til at savne de ugentlig dage sammen med holdet. Vi aftalte, at vi ville forsøge at mødes en gang om ugen til kajakture, om blæsten blot ville lægge sig.

Lørdag stod på espalier til kollegas bryllup. Det var så sandelig også en stormomsust affære. Nr. Tranders kirke ligger på toppen af en bakke med udkig til fjorden og tæt på motorvejen. Så der var sus i håret, mens vi ventede i vores uniformer på at brudeparret kom ud.  Det er altid hyggeligt at stå sammen og vente, snakken gik livligt Jeg har mange unge kolleger, så der er altid nogen på barsel og bryllupperne kommer ofte i stimer, enten før børnene ankommer eller også, som her, efter mange års samliv. Det er lige dejligt hver gang.

Jeg havde inviteret min kollega og veninde til frokost bagefter. Vi har aldrig tid til at snakke sammen på arbejde, for ofte arbejder vi forskudt af hinanden eller også kan vi ikke holde pause på samme tid.

Nu fik vi tid til at snakke, gå en lang tur med hundene og endda også finde en rolig plet på terrassen til eftermiddagsteen. Det blev en skøn dag.

Til gengæld blev søndag en dag, hvor hundene var eneste årsag til, at jeg kom udenfor, ellers holdt jeg mig inde under et tæppe med en e-bog på mobilen og romantiske film på tabletten. Jeg havde hovedpine, havde sovet dårligt og havde en forkølelse i anmarch. Den har heldigvis sluppet sit tag, så måske handlede det mere om kombinationen af en tynd uniform, blæst og ventetid ved kirken dagen før. I dag er jeg ru i halsen og træt. Men nu har jeg da skrevet mig varm og halsen har fået varm te.

To hunde venter på deres motionstur. Der skal handles ind og så må jeg krybe under tæppet igen med en ny e-bog. Og nej, det er ikke intellektuelle bøger, dokumentarbøger, krimier eller socialromaner. Det er ganske enkelt feel-good bøger, som beroliger mit indre, ikke hidser mig op eller gør mig trist. Der er nok i verden, der gør mig trist eller vred, så lige nu er det ikke det, jeg søger i bogverdenen.  

Det er ved at være mange år siden, at jeg måtte stoppe med at læse krimier. Jeg slugte dem, ventede på næste udgivelse, og så pludselig en dag midt i en Jussi Adler bog fik jeg nok. Jeg kan godt se nogle krimifilm. Vera var helt klart min yndlingsserie, den er desværre slut nu. Shetland har jeg også nydt, men den er lige en tand mere grum og barsk. Og Wallander, som jeg ikke har set før, må jeg indimellem gå hurtigt henover visse scener, men holder alligevel ved, fordi jeg godt kan lide persongalleriet og historierne. Så er det godt, at det er streaming, hvor jeg bestemmer farten. Sådan har jeg det også med bøger, og derfor har jeg svært ved lydbøger. Det er bedre med e-bøger, der kan jeg hurtigt skimlæse et par sider, hvis forfatterne fortaber sig i beskrivelser, der ikke siger mig noget. 

Må du få en god dag, det ser ud til at blæsten lægger sig de næste dage. Der skal jeg så arbejde og så kommer blæsten tilbage, når jeg har fri og har tid til kajaktur.

Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke no’d at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så’ det let at gætte, at det blæser.

Lyt til sangen her 

Med flødeskum på næsen

 og varm kakao i koppen. 

Lørdagen stod på fejring af min søster og niece, som henholdsvis bliver 60 og er blevet 30. Afslappet familiehavefest med frokost og hyggeligt samvær. 

Hele ugen var strøget af sted, så det med at tage til storbyen var blevet udsat gang på gang.  Derfor slog jeg to fluer med et smæk. Jeg skulle hente datter og kæreste ved 12-tiden, så jeg kunne lige nå at smutte indenom Aalborg. 

Jeg er blevet bedstemoster to gange i foråret, et udtryk jeg så et sted som betegnelse for når ens søstres børn får børn. Nu blev der købt barselsgave til dem.

Jeg går op i te, i bryggetid, i vandets temperatur, men det er ikke al slags te, jeg kan lide. Og med mange års teforbrug (drikker ikke kaffe) er der også tevarianter, jeg pludselig får afsmag for.  Så i lang tid har det været den gamle tebutik i Aalborg, Kronen, og deres udvalg, som passer mig bedst. Nu blev der købt nye forsyninger. 

Billedet har ikke noget med min lørdagstur, men er fra en af mine daglige gåture

Flødeskum på næsen kom sig af, at jeg sjældent bliver begejstret for te på cafeer, og i går havde jeg ikke tid til de cafeer, som går op i tebrygning, men havde alligevel tid tilovers før jeg skulle hente mine medpassagerer. Derfor blev det varm kakao med flødeskum. Jeg er ikke til mørk chokolade, så en varm chokolade bliver ofte for vammelt eller måske rettere for besk/mørk i smagen for mig. Men kombinationen af den varme kakao og flødeskum går man (jeg) aldrig fejl af.

Det blev den dejligste havefest sammen med familien og der blev også tid til en gåtur i Rebild bakker. Jeg havde glemt vandreskoene, så det måtte blive i sandaler. Jeg er kommet i skavank-alderen med fodsåleindlæg, specialsåler, forbud mod en del skotyper osv. Så selv om sandalerne er blevet opgraderet med forfodspelotter, så de skulle passe godt på min fod, så er de ikke gode at gå langt i. Eller rettere de er faktisk gode at gå i, men bagefter får jeg en regning i form af brændende smerter i foden.

Det hindrede mig ikke i at nyde gåturen. Ligesom jeg i tirsdags efter arbejde rask travede 10000 skridt i sandalerne sammen med min studieveninde i sol og blæst fra sygehuset og ud til Streetfood ved bådehavnen. Walk and talk er genialt og så med en pause midt i gåturen med rosevin og sushiburgere, men ikke en pause i samtalen, der gav energi til hjemturen.

Landmanden og jeg får gået ture hver dag på 5 km, jeg hopper dog over på mine arbejdsdage. To store ruhårede hønsehunde kræver lidt mere end bare luftning på græsplænen, så de får lov til at gå i højt tempo. Det er sundt for kroppen, men hold nu op som jeg har svært ved at holde trit med de tre. Det må da blive bedre med tiden. Jeg glemmer bare at nyde omgivelserne, så en gang imellem vælger jeg at gå alene i mit eget tempo med tid til at lægge mærke til de små detaljer. 

Vi er nu officielt frigivet til makkerroning, dvs.vi to må tage ud fra roklubben alene i havkajak. Men vi skal ikke være dumdristige, for selv om vi har trænet makkeredning mange gange, så er det noget andet, hvis en af os kæntrer med vind på 7-8 sekundmeter. Kajakkerne kan hurtigt drive væk fra hinanden. Det prøvede vi, da vinden pludselig blev kraftigere end da holdet var roet ud. Jeg havde kæntret med vilje, var kommet ud af kajakken, fået greb om min pagaj og kajak og fået fat i linen på min mands kajak og han havde fat i min kajak, men vi syntes ikke helt det var et ordentlig greb, så blev enige om at give slip, så han kunne vende. Det skulle vi aldrig have gjort.  Kajakkerne var i løbet af ingen tid ti meter fra hinanden. Så det endte med at vi måtte have hjælp fra instruktørerne. Det var en god læring under trygge forhold. Hold altid sammen, så skal det nok gå :-)